JP Group styrker kerneforretningen med ABC

ABC-analyser på produkter, kunder og leverandører understøtter JP Groups eksekvering af strategien. Det har resulteret i fem procent lavere lagerværdi, 13 procent højere omsætning, 26 procent mindre døde varer og 3,8 procentpoint højere servicegrad.

Alle taler om strategi, men ingen taler om eksekveringen af strategien. Der bliver brugt mange ressourcer på at udvikle strategier, mens der generelt er lavt fokus på at støtte eksekveringen af dem. Det gør JP Group noget ved. Den internationale forhandler af autoreservedele med hovedsæde i Viborg gør brug af ABC til at understøtte tre centrale fokusområder i JP Groups strategi: Værdiskabelse, lavere lagerværdi og flere beslutningstagere.

 

”ABC giver os et fælles sprog og nogle fælles mål på tværs af værdikæden, der på meget praktisk og operationel vis understøtter vores strategiske mål om at øge værdiskabelsen, reducere lagerværdien og ikke mindst at gøre flere medarbejdere beslutningsdygtige”,

fortæller Kristian Østergaard, der er direktionsassistent og medlem af ledergruppen med ansvar for strategi og eksekvering.

 

ABC kobles direkte til strategimål

JP Group a/s er en 100 % familieejet virksomhed grundlagt i 1975. I dag er JP Group en af ​​verdens førende virksomheder på eftermarkedet, der producerer og sælger kvalitetsreservedele og tilbehør til europæiske og asiatiske biler til cirka 1.800 B2B kunder i mere end 90 lande. Sortimentet omfatter cirka 29.000 varenumre fra 450 leverandører, og derudover leverer JP Group eksklusive reservedele og tilbehør til klassiske biler fra VAG, Porsche og Mercedes-Benz.

”Vi lagde fra første dag vægt på at koble ABC tæt til kvantitative og kvalitative strategiske mål som at reducere lagerværdien, opnå flere beslutningstagere og anlægge en 80/20-tilgang til prioritering af ressourcer”, fortæller Kristian Østergaard og supplerer:

”Det sker for, at alle bliver udstyret med en konkret guide til, hvordan de kan bidrage til strategien og forretningen.

ABC gør det meget synligt og let for mange medarbejdere at se, hvad de skal gøre, og hvilken forskel deres bidrag gør. Det tror vi på er en stærk faktor for udvikling af vores forretning”.

 

Forankring på tværs af afdelinger

JP Group valgte helt bevidst at etablere en projektgruppe for indførelsen af ABC, der var meget bred. Gruppen bestod af ti personer med repræsentanter fra direktionen, indkøb, sourcing, logistik, salg, it, kvalitet og økonomi. Projektgruppen blev desuden etableret med et meget synligt mandat fra bestyrelsen.

”Da vi lagde fra land med projektet i foråret 2015, var et af de første tiltag at præsentere ABC-projektet for hele organisationen, så alle – høj som lav – blev introduceret til ABC og hvordan ABC spiller sammen med vores strategi. Vi vil gerne engagere alle, så de ved, hvad deres arbejde bidrager til”,

fortæller Kristian Østergaard.

 

Pareto som pejlemærke

En af de vigtigste elementer i JP Groups arbejde med ABC er Paretos 80-20 regel. ”Vi ønsker, at ABC skal hjælpe med at skabe en skarp bevidsthed hos alle i virksomheden om, at 20 procent af produkterne bidrager med 80 procent af værdiskabelsen, og at samme regel gælder for leverandører og kunder”, fortæller Morten Mikkelsen-Rieck, der er logistikchef og medlem af ledergruppen.

Alle medarbejdere i virksomheden blev præsenteret for figuren nedenfor, der stiller skarpt på spørgsmål som:

  • Hvilke varer bidrager mest til forretningen?
  • Er vores kapital investeret de rigtige steder?
  • Optimerer vi løbende de vigtigste varer?
  • Forhandler vi rammerne på de afgørende varer?
  • Er det nødvendigt at lagerføre alle varerne?

Alle berørte afdelinger blev taget med på råd og fik direkte indflydelse på, hvordan de ville sikre, at JP Group når sine fastlagte strategimål. ”Det skabte et enormt engagement og langt bedre løsninger end, vi selv kunne have fundet på i projektgruppen”, fortæller Kristian Østergaard.

 

 

ABC sikrer knivskarp prioritering

ABC er nu implementeret i JP Group og er integreret med virksomhedens ERP- og BI-system. Virksomheden gør noget, som ikke mange andre virksomheder gør, nemlig at anvende ABC på alle tre dimensioner: Varer, leverandører og kunder. De bruger dobbelt ABC på produkter, og enkelt ABC på leverandører og kunder.

 

Enkelt ABC på leverandører deler leverandørerne op i A, B og C-leverandører, hvor A-leverandører scorer højest på en lang række kriterier som fx leveringstid, korrekt emballage og omsætning. ”Indkøb og andre har på den måde en meget nem guide til at vælge den leverandør, der passer bedst til JP Groups behov. Meldingen er klar: Vælg altid en A-leverandør, hvis du har mulighed for det”, fortæller Morten Mikkelsen-Rieck.

JP Group kombinerer i kundeanalysen matematik og kvalitative input fra salgsafdelingen. Den matematiske ABC-analyse inddeler top fem procent kunder i A-kunder, de næste 15 procent i B-kunder etc. Virksomheden foretager herefter en kvalitativ korrektion, hvor mange kunder ”kunstigt” bliver løftet til A- eller B-kode, fordi de er i indkøbsgrupper med nogle af de store aktører og derfor er berettiget til samme priser. ”Vi foretager altså en kombination af matematiske analysedata og markedsviden samt ”den virkelige verden”, og det giver os et stærkt og operationelt grundlag for at differentiere og prioritere i den daglige drift”, fortæller Kristian Østergaard.


Resultater med ABC

  • Lagerværdi reduceret med 5 procent
  • Omsætning øget med 13 procent
  • Værdi af døde varer reduceret med 26 procent
  • Servicegrad øget med 3,8 procentpoint
  • Langt flere beslutningstagere og mere decentraliseret, smidig styring
  • Medarbejdere styrer ud fra fakta og ikke følelser
  • Bedre kommunikation på tværs af afdelinger